6 vinder-vaner til din virksomhed eller dit team

af Kim Dietrichsen

Vindere, vindermentalitet, vinderkultur, vinder teams, vinder mig her og vinder mig der. Hvordan kan du som medarbejder eller leder være med til at skabe en vinderkultur hvor resultater, målrettethed og entusiasme bliver en naturlig del af hverdagen.

Med inspiration i hvad vindermentalitet kan gøre for en virksomhed og lidt inspiration fra sporten har jeg udarbejdet 6 vaner der, hvis man proaktivt arbejder med dem, kan være med til at skabe en vinderkultur hos dig. Det kan starte hvor som helst i organisationen men spreder sig som ringe i vandet, bare prøv at se hvad der sker omkring dig, hvis du begynder at opføre dig som en vinder.

Her er de 6 vaner jeg har lært i mit arbejde med nogle af verdens bedste sportsfolk og nu er en succesfuld del af mit arbejde med og i erhvervslivet.

Vane 1 – Lev drømmen

”Fortæl om din drøm, så den kommer i spil og bliver en integreret del jeres team. Det er svært at nå et mål man ikke kender”

At være proaktiv og kompromisløs er en naturlig del af at udleve vindermentalitet. Det handler om alle aspekter af dagligdagen, der påvirker chancen for at opnå målet. Fra prioritering af opgaver til valg af de mennesker der sættes sammen. Menneskerne omkring en,er vigtige og uundværlige i stræben efter succes, så alle skal kende deres opgaver og være afklarede med dem. Lever man drømmen, har målet værdi for alle involverede, og alle er afklarede med og kender deres opgave i det samlede spil. Det handler om at fastholde det lange seje træk og foretage de valg, der fører en til målet.

Vane 2 – Træn og leg med det der gør en forskel, så du er skarp når det gælder

”Giv dig tid til at træde et skridt tilbage og løse en opgave på en anden måde end den du plejer? Eller brug lidt tid på at udelukke de ting, der er stress faktorer i hverdagen”

En af de ting der kendetegner en vinder er, at de finder nye veje og ikke bare bliver ved med at gøre det de plejer. De træner og udvikler hele tiden de ting der kan rykke dem tættest mod målet, en søgen der bringer dem ud til og over grænsen til det exceptionelle, og ikke bare det der er gjort før. Kort sagt: ”Vær skarp på målet og opgaverne, men leg med forskellige veje til at opnå det”. Stabile succesfulde teams og personer er typisk drevet af en indre motivation til at løse deres opgave, en motivation de hele tiden bevidst eller ubevidst udfodrer. Om det er en drøm, glæde, vrede eller ambitioner om anerkendelse der driver motivationen er individuelt, men vanen handler om at sørge for at holde det indre bål tændt.

Vane 3 – Turde tabe for at vinde

”Hvis du ikke er villig til at ofre det du har for måske at få noget bedre, så er målet ikke vigtigt nok” 

De fleste mennesker når på et tidspunkt til et sted i deres karriere med stilstand eller uoverskuelige udfordringer. De bliver stillet over for valget om de vil kæmpe for at komme et skridt videre, eller give op. Her adskiller vinder typen sig ved at vælge vejen der kan tage dem et skridt videre. Vanen her handler om at udfordre sig selv og opdele opgaven så det uoverskuelige bliver overskueligt. Det handler om at sætte små milepæle og prioritere drømmen/målet over de risici, der er forbundet med vejen mod næste milepæl. Vindermentalitet er præget af en søgen efter nye mål. De motiveres af fortidens resultater, fremtidens muligheder og hvor overskueligt de opfatter næste mål.
Lance Armstrong beskrev i sin bog: ”det handler ikke om cyklen” sit bud på hvorfor han vandt touren så mange gange. Han mener, at alle andre kæmpede for at sikre deres placering og ikke for at vinde. Jo længere de nåede i løbet jo mere betød det at sikre det de havde, frem for at nå det de var kommet for at nå. En placering som nummer to eller tre blev vigtigere end den lille mulighed der var for at opnå noget større. Kort sagt, de havde mere travlt med at holde fast i det de havde end at opnå noget nyt.
Med en lidt mere teoretisk tilgang kan man karakterisere vindere som villige til at bevæge sig ud af deres komfortzone og villige til at springe mod deres drøm med risiko for at lande i en af de risici, der ligger mellem komfort og drøm.

Vane 4 – Tag ét skridt ad gangen men gå hele vejen

”Hvad er det næste skridt du skal tage for at komme til dit mål og hvad forhindrer dig i at tage det?”

Milepæle og mål er altafgørende for at gå hele vejen. De bruges til at skabe retning og motivation. En milepæl er et delmål, så opgaven bliver mere overskuelig i små bidder. Vanen handler om hele tiden at finde det næste skridt i stedet for, at forsøge at overskue hele rejsen. Når vejen først er lagt handler det om at fastholde valget og ikke hele tiden kigge rundt for at se om der er et bedre mål en anden vej. Kort sagt lader de sig ikke friste til at tage nye veje for at opnå små succeser, som hindrer deres vej mod det store mål. Hvorfor er det vigtigt? Fordi det gør den lange vej uoverskuelig, hvis man hver gang man foretager sig noget, skal overveje om det er det værd, og om der er noget man hellere vil lige nu.

Vane 5 – Tal om hinanden og mål hinanden på det i vil sammen

”Start helt simpelt med selv at fremhæve ting der sker omkring dig, som du gerne vil have mere af, og når I bevæger jer mod målet så fremhæv hvad der gør, at I nærmer jer. Bare vent og se hvad der sker”

Vanen handler om at vænne sig til at tale om hinandens kvaliteter og lade dem fylde i hverdagen. Vindere bruger meget tid på at ”bagtale” hinanden, de ser og fremhæver hinandens styrker og handlinger. De evaluerer og laver historier om hinanden i forhold til de mål, de gerne vil nå og de bidrag den enkelte kommer med. Vinderens styrke ligger i den fortælling de har om hinanden, og de forskelligheder de kan bruge i kampen for et fælles mål.

Vane 6 – Stop op og fejr dine sejre

”Prøv at afbryde dagligdagen bare 5 minutter når du opnår noget og fejr det med nogen af dem, der har været med til at nå det”

Den sjette vane handler om at fejre sine sejre og milepæle. Hvis man har arbejdet benhårdt for at nå et mål skal man nyde det. Hvis man allerede er på vej mod næste mål når et mål er opfyldt, så mister sejren sin værdi og giver ikke benzin til det næste mål. Hvor mange OL guld vindere vil undvære at stå på skamlen og få den overrakt medaljen? Så stop op og nyd øjeblikket, lad det ikke handle om evaluering og feedback men simpelthen om at nyde sejren. Husk at give og få anerkendelse fra dem der har været med på rejsen.

Hvordan gør man

De 6 vaner er altafgørende i jagten på vinderkultur og der findes redskaber og veje til at arbejde med dem. Men lidt forsimplet skal man kigge efter de 6 vaner og aktivt stimulere dem.

Kontakt mig på tlf.: 20 43 86 33 eller her på siden for at høre hvordan vi kan implementere de 6 vaner hos dig.