René Blichfeldt Andersen

Jeg er autoriseret fysioterapeut fra UCSJ Næstved i 2011, og er i gang med fjerde år af den 5 årige Osteopati-uddannelse via IAO (International Academy of Osteopathy). Jeg arbejder primært med udgangspunkt i den osteopatiske tankegang og principper, og inddrager min viden fra fysioterapien og mine mange års klinik erfaring når det er relevant.

Min tilgang er holistisk, dvs. jeg arbejder med kroppen som helhed og bruger min anatomiske og biomekaniske viden til at finde frem til årsagen bag skaden. I samarbejde med dig vil jeg hjælpe dig af med dine skavanker og give dig værktøjer til aktivt selv at deltage i processen. Jeg er selv aktiv ”amatør” atlet inden for triatlon, trailløb, adventurrace og langrend og har derfor stor interesse i sportsfolk, men kan også hjælpe med alt fra piskesmæld, hovedpine, fordøjelsesproblemer og rygsmerter.

Jeg driver privatklinik, derfor kan man ikke få tilskud fra den offentlige sygeforsikring. Du behøver derfor ikke at kontakte egen læge for at få en henvisning til behandling. 

Er du medlem af sygeforsikringen "danmark" kan du derimod godt få tilskud, hvis du har en henvisning.

Osteopati

Osteopati er en medicinsk videnskab og uddannelsen til ostepat er baseret på traditionelle medicinske fag som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi. Osteopatien er et behandlingssystem hvor jeg benytter mig af manuelle teknikker til at diagnosticere og behandle så din krop kan fungere optimalt. Mennesket betragtes som en helhed og behandles som et sammenhængende organ, hvor alle strukturer kan påvirke hinanden.

Det er min opgave som osteopat at bruge min viden til finde ud af hvor årsagen til selve problemet ligger og behandle dette. Dette gøres ved at finde dysfunktioner/ubalancer mellem knogler, muskler, bindevæv, indre organer, nervesystemet og kredsløbet. Osteopatiens store effekt er stadig relativt ukendt i Danmark, så hvis du døjer med skavanker hvor andre har givet op, kan det anbefales at prøve osteopati.